TV2 interview og optagelse af journalist Louise Mandal Deruginsky og fotograf Richard Gaarn Svendsen.
Jeg har lovet, at min blog ville blive opdateret snarest med de sidste nyheder og med billeder fra den forgangne uge.
Ugen var i forvejen sat af til tre af vores skønne børnebørn. Og det i sig selv er jo ganske vidunderligt, livsbekræftende og berigende - samt energikrævende af os to halvgamle bedsteforældre 👵👴.
Men bare pga en artikel i Politiken samme dag, begyndte diverse Tv-kanaler pludselig at ringe og maile til mig. De ville gerne lave et interview med mig om min blog mormorswalkin.dk. Det var jo fuldstændig uvant og surrerealistisk og helt vildt spændende.
TV MidtVest ville gerne interviewe mig til et indslag om aftenen.
TV2 Nyhederne ville også gerne have et indslag til deres kanal.
Så TV MidtVest kom – og der blev optaget flere sekvenser i huset. Og da jeg jo er både mormor og farmor, så var børnebørnene og min kæreste også lidt med på sidelinjen.
Derudover inviterede Go' Morgen Danmark mig over til onsdag morgen (dagen efter) til deres direkte udsendelse. Og jeg måtte gerne tage børnebørn og kæreste med. Både transport og overnatning skulle de nok betale for. Det lyder også alt sammen godt. Men med TV-optagelse i 2.5 time tirsdag eftermiddag, og lang transport fra Skive til KBH med tre børnebørn på bagsædet, så valgte vi at takke nej. Vi er jo ikke helt unge mere (selvom vi faktisk en stor del af tiden lever som om vi er - indtil vi bliver trætte og kommer i tanke om det).
Alt i alt har det været en skøn uge – eller rettere sagt – ganske forrygende.
Det giver en god fornemmelse i maven, at medierne synes, at vi ældre bloggere kan være spændende og gode rollemodeller for andre ældre. Det er virkelig dejligt.
Børnebørnene var fulde af spillopper og havde en fest hele ugen.
TV MidtVest fik lavet et godt indslag til tirsdag aften i den sene udsendelse. Der er også link til en artikel.
Torsdag aften ved 19 tiden var der så et andet indslag på TV2 Nyhederne - sammen med www.guldstiletter.dk.
Jeg er i øvrigt meget rørt over al den positive respons og søde beskeder og mails de sidste dage. Det har været dejligt. Uden jer, kære bloglæsere og andet godtfolk, ville livet være meget fattigere og kedeligere.
Alt dette har givet mig ekstra blod på tanden til at fortsætte med at blogge på mormorswalkin 👵.