Da jeg var 16 år, syntes jeg, at det var den bedste tid i mit liv. Mørkebrunt langt hår, ung og uerfaren, og livet stod for døren. Jeg havde ganske vist hovedet fuldt af bumser og var for tynd, men alligevel - livet var nyt og spændende.
Min tanke var, at livet ville være kedeligt efter de 30 år. For så var der måske både mand, børn og et kedeligt liv, fyldt op af en masse pligter, såsom rengøring, oprydning, indkøb, madlavning og havearbejde. Og det lød ret så kedeligt.
Da jeg var 18 år mødte jeg min nu afdøde mand, og livet tog en ny spændende retning. Vi fik to vidunderlige børn, da jeg var 22 og 24 år. Livet i 20'erne var dejligt.
Da jeg blev 30 år tænkte jeg: Hold da op - det er den bedste tid!! Fantastisk med mand og børn, og livet er faktisk slet ikke forbi. Og jeg tænkte også, at når jeg blev 40 år, så ville jeg stadig være ung med mine børn. Ja - og det var jeg så sandelig også.
Da jeg var i 30'erne syntes jeg, at dem på 50 år og derover var gamle. Der tænkte jeg, at når jeg blev 50 år, så var det slut med at gå i korte skørter. Det var også slut med de lange støvler. Det lange hår skulle klippes. Jeg tænkte at rynker og langt hår (og især gråt hår) var grimt og ikke passede sammen.
Som tiden gik, ændredes mine meninger og livsværdier. Det er vel en udvikling de fleste går igennem.
Så gik årene, og jeg kom ind i 40'erne, og en dejlig selvsikkerhed indfandt sig. Samtidig nærmede jeg mig med hastige skridt de 50 år, hvor det ville være slut med de korte skørter og det lange mørkebrune hår, som blev mere og mere gråt. Uhhh - det var ikke rart at tænke på, at jeg snart skulle ændre stil.
Jeg kiggede mig undrende omkring en dag og tænkte: Hvor er alle de gamle kvinder henne - dem fra 50 år og opefter. Pludselig var dem over 50 år og helt op til 90 år slet ikke så gamle. Flere af dem så faktisk ret godt ud. Nogle endda meget smukke. Lise Nørgaard var et godt eksempel på det.
Fra den dag besluttede jeg mig for at beholde de korte skørter og det lange hår på ubestemt tid.
Efterfølgende har jeg besluttet, at jeg vil fortsætte med at klæde mig som jeg altid har gjort. For inderst inde er jeg kun 45 år - og det vil jeg sandsynligvis blive ved med at være indtil jeg bliver 100 år eller mere.
Så fremover trækker jeg glædeligt i de korte skørter, lange støvler og hvad jeg ellers har fantasi til at iføre mig. Det lange hår skal der heller ikke røres ved 🌞. Om jeg så er nok så meget efterlønner eller pensionist 👵.
