Besøget på CLAY Keramikmuseum Danmark i Middelfart blev lidt af en kovending og anderledes oplevelse end jeg havde forventet. Egentlig er jeg ikke den store tilhænger af keramik. Men man skal jo ikke være så stivnakket, at man siger nej til de ting, der ikke har den helt store interesse. Så da min veninde Hanne og jeg i oktober var på en lille miniferie - tre hotelovernatninger på Vejle Center Hotel - foreslog hun, at vi skulle se Keramikmuseet. Nu har vi det jo med at dele sol og vind lige. Det er vi faktisk ret gode til. Vi havde jo bl.a. været på Koldinghus, som jeg havde et stort ønske om at besøge. Så selvfølgelig skulle vi til Middelfart og se på keramik.
Min første tanke, da vi ankom til museet var, at det var en lille museumsbygning (ganske vist med en skulpturpark), og måske var det hurtigt overstået. Men jeg tog MEGET fejl. Der var keramik i lange bane i flere etager. Og keramik indbefatter jo bl.a. også porcelæn og fajance, som har min store interesse. Det havde jeg lige glemt. Det endte med at jeg blev mere og mere begejstret, og vi gik der i flere timer. Joh - det var slet ikke så ringe endda :-).
Clay Keramikmuseum er en blanding af keramisk kunst, kunsthåndværk og design. Museet blev stiftet tilbage i 1994 under navnet Keramikmuseet Grimmerhus. Det var på initiativ af en gruppe keramiske kunstnere, som kaldte sig Clay Today. Siden da har det fusioneret og skiftet navn. Og i 2015 skiftede museet endnu engang navn. Denne gang til CLAY Keramikmuseum Danmark.
I kælderen er der et SKATKAMMER - en kæmpestor permanent udstilling af porcelæn fra de seneste 235 års dansk design- og industrihistorie. I 2010 fik Clay overdraget en samling af ca. 55.000 keramiske værker (porcelæn, stentøj og fajance) fra Den kongelige Porcelænsfabrik, Bing & Grøndal og Aluminia. Ud af dem er der ca. 1.000 værker udstillet.
Inde fra museet er der udsigt til skulpturparken og Lillebælt.
I skulpturparken er der udsigt til Lillebælt.
Dette er IKKE et sponsoreret indlæg! Jeg fokuserer primært på det positive her i livet. Det bærer mine blogindlæg også præg af. Jeg publicerer kun det som jeg synes er interessant, smukt og positivt. Det negative bruger jeg ikke spalteplads på her på bloggen!
Commenti